EPIFANI I ATACAMA: PÅ EN SYDAMERIKANSK HØJSLETTE…
NÅR HIMLEN STREJFER JORDEN
Så skete det. Bedst som jeg stod dér og prøvede at orientere mig på den sydlige halvkugles himmelhvælving, var det som om, at himlen pludselig buede ud ad. Mælkevejsstriben sprang frem imod mig på samme måde som i et stereogram…
Af Søren Kristoffer Kløft — soren@kloft.dk — juni 1999
Det var en klar og kold aften i juni måned 1995. Jeg var på ferie i en lille oaseby, 2500 meter over havet, langt ude i den røde Atacama-ørken i det nordlige Chile.
Minibussen skrumplede hen over den ujævne vej med vores lille rejseselskab. Chaufføren havde, sin rutine til trods, lidt besvær med at holde køretøjet på ret kurs midt i hjulsporene. Solen var nu gået ned for en times tid siden, og den bidende nattekulde var begyndt at krybe ind i bussen.
På stjernekig
Pludselig faldt det os ind at standse bussen og stå ud for at kigge stjerner.
Her i ørkenens tynde og tørre luft burde observationsbetingelserne nemlig være ideelle til den slags aktiviteter. Med flere hundrede kilometer til den nærmeste større by var der intet generende kunstigt lys, og der var oven i købet en time til, at fuldmånen ville stå op. Dette gav os god tid til at studere nattehimlen, uden at det skarpe genskin fra månen kunne sløre vores udsigt.
Da billygterne var slukket og motoren standset, befandt vi os i den dødstille ørken. Over os var der udsigt til millionvis af stjerner.
I starten havde vi den almindelige opfattelse af at stå og betragte et gigantisk, sort fløjlstæppe besat med skinnende knappenålshoveder. Deres små fakler brændte roligt i rummets mørke, og vi så dem klart gennem den kolde, friske bjergluft.
I takt med at øjnene vænnede sig til mørket, blev det muligt at se stadig flere, og langsomt kunne man også iagttage, hvorledes nattehimlen ikke bare var sort i sort, men derimod et veritabelt studium i sorte og dybblå nuancer, hvori stjernerne lignede kulørte perler.
Mælkevejsstriben — det fjerne lys fra stjernerne i vores galakse — var synlig i næsten hele sin udstrækning og kunne ses imponerende tydeligt som et bredt hvidt penselstrøg over himlen. Af og til fik vi øje på en satellit, der lydløst strøg hen over himlen et par hundrede kilometer over vores hoveder, og flere gange havde vi også den fornøjelse at se stjerneskud. Det var overvældende; men magien var kun lige begyndt.
En andagtsagtig stemning sænkede sig over vores lille selskab, mens hver især betragtede firmamentet ovenover og gjorde sig sine tanker om det, der var på himlen.
Som et stereogram
Så skete det. Bedst som jeg stod dér og prøvede at orientere mig på den sydlige halvkugles himmelhvælving, var det som om, at himlen pludselig buede ud ad. Mælkevejsstriben sprang frem imod mig på samme måde som i et stereogram, når man efter nogle øjeblikkes intens stirren opnår den tilsigtede tredimensionale effekt.
Med ét stod jeg ikke længere og kiggede op på stjernerne, men lige lukt ud i rummet, hvor Mælkevejen lå som en enorm skive under mig. Jeg oplevede Jorden som et himmellegeme, hvis lidenhed kom til udtryk i den kugleform, som mine fødder pludselig lod mig fornemme.
Det var et sublimt øjeblik; en oplevelse, hvor man trækker på hele sit sanseapparat, og hvor kosmos serverede mig et afgrundsdybt kig ud i verdensrummet. Himmelhvælvet stod på vid gab, og i et øjeblik, der var for kort til at blive målt, følte jeg, at jeg begreb noget om vores Jord og dens placering i universet.
Et sug i maven
Dér svævede vores galakse foran mig; den syntes forbløffende nær, og jeg følte, at jeg let kunne række ud og røre den. Men samtidig vidste jeg jo også godt, at det, jeg havde foran mig, ikke på nogen måde lå indenfor min fysiske rækkevidde.
Dertil måtte jeg også erkende, at lyset fra de fjerneste stjerner i Mælkevejen havde været hundrede af tusinder af år undervejs til Jorden, og at jeg således denne kolde juniaften stod og så ud over ufattelige afgrunde af tid.
Det lys, jeg så, var afsendt for flere tusind år siden, og jeg betragtede således stjernerne som de så ud på et tidspunkt i en fjern fortid, hvor mennesket endnu bare var en abe. Og hvis jeg ville vide, hvordan stjernerne tog sig ud lige nu, måtte jeg belave mig på at vente endnu mange tusind år.
I dét perspektiv blev min eksistens reduceret til et næsten umåleligt lille tidsrum på det store kosmiske ur — et øjeblik i evighedens kalender.
Et kosmisk teater
Jeg var euforisk, fordi jeg indså, at uanset hvor lille jeg er, og uanset hvor uendelig stort universet måtte være, så er jeg dog en del af det, og jeg er tilmed blevet udstyret med en bevidsthed, der kan sammentænke denne erkendelse og præsentere den for mig.
Det var i grunden en ret banal samhørighedsfølelse, der gennemstrømmede mig; men den virkede samtidig så meningsfuld: Hvis universet kan afsløre sig som SÅ smukt, og jeg er en del af det, så er det nok til at give tilværelsen mening for mig — en følelse der paradoksalt nok udkrystalliserede sig i en række spørgsmål:
Ville der i grunden være en mening med det hele, hvis dette kosmiske teater var iscenesat, uden at der var nogen til at se det? Ville det overhovedet eksistere og have mening i sig selv uafhængigt af min bevidsthed?
Så jeg dette syn, fordi jeg vidste, at sådan måtte det være, eller var det noget, jeg før eller siden måtte opleve, forudsat at jeg fik mulighed for at observere det under de mest gunstige betingelser? Var det måske et samarbejde mellem intuitionen og intellektet, der resulterede i denne erkendelse, og som derefter oprullede denne vision for mine øjne?
En del af det store univers
Måske findes der ikke nogle entydige svar på disse spørgsmål; men den oplevelse, at naturen kneb mig i armen og antydede, at der et eller andet sted er en mening med det hele, er dog i første omgang alt rigeligt for mig.
Hvad denne mening så består i, må vist fortsat stå hen i det uvisse; men det gør i og for sig heller ikke noget, eftersom det må være denne søgen efter de fundamentale sammenhænge, som udgør den livsgnist, der driver os frem gennem livet.
Måske er det interessante her i livet ikke det, der kræver lange forklaringer som de ovenstående at beskrive, men det, der kræver mange oplevelser og gentagne grublerier at erfare?
I denne sammenhæng får menneskets evige stræben efter at forstå alt til bunds et formålsløst præg: Hvordan sammenfatter man for eksempel et uendeligt univers i en endelig beskrivelse? Derfor er det netop en mærkeligt tilfredsstillende oplevelse at gennemleve disse korte øjeblikke af indsigt, der giver én lejlighed til at opleve sig selv som en del af dette uendelige univers.
Og det er måske netop i kraft af, at vi lever i et så uendelig stort univers, at vores så uendelig korte liv får så stor betydning for os…?
