Autoværkstedsjazz:
SVEND I ‘LØVEBURET’
I Taastrup ved København, dér hvor Roskildevej skærer Taastrup Hovedgade, ligger Løveburet. Til daglig er Løveburet udstillingslokale for Peugeot-biler til salg i Bilhuset Taastrup, men to gange om året viger bilerne pladsen til fordel for jazz-musik. Torsdag d. 25. september 2008 er hovednavnet violinisten Svend Asmussen, og over 500 mennesker har fundet vej til Løveburet for at lytte til en mand, der har spillet violin i 85 år og optrådt med det… siden 1928.
Af Søren Kristoffer Kløft — soren@kloft.dk
Der er jazz i Løveburet, og det er svært at finde en ledig parkeringsplads ved Bilhuset Taastrup på sådan en dag.
Klokken er 14.30 på en ganske almindelig torsdag, men indenfor i det 5.100 kvadratmeter store bilhus er intet, som det plejer at være. I lokalet, hvor der til daglig udstilles Peugeot-biler, er pladeselskabet Little Beat Records rykket ind, en lille scene er sat op, og alt er klar til et kombineret koncert- og release party-arrangement.
En stor del af de i alt 23 ansatte i huset har i dagens anledning opgaver, der ligger langt fra det at enten sælge eller reparere biler. Værkfører Nikolaj Sørensen står ved indgangen i receptionsområdet, der i dagens anledning er pyntet med gamle jazzplakater med relation til det, der skal foregå denne eftermiddag.
”Velkommen til. Har I billet? OK, I skal så sidde ved bord A10. Det er vist lige her bag mig”.
I det hellige jazz-tempel
Der er plads til 550 siddende gæster i Løveburet, og langt de fleste har allerede indfundet sig. Lokalet er et højloftet rum med et lysindfald, der ville gøre enhver kunstmuseumsdirektør grøn af misundelse.
En stor glasfacade gennemskåret af en karakteristisk stålkonstruktion, der kunne minde om et løvebur, dominerer det L-formede rum. Et stort antal runde borde med hvide damaskduge og store, skinnende kandelabre med tændte stearinlys er stillet op på det blanke flisegulv.
Lokalet syder og koger af snak og bevægelse. Der er trængsel ved de tre udskænkningssteder — hver bar er bemandet med to personer, der har travlt med at servere gratis, kold hvidvin, fadøl eller mineralvand.
Svend Asmussen kanter sig vej mellem bordene i retning af scenen i følgeskab med sin livsledsager og biograf, den amerikansk-fødte Ellen Birk Meier. Ellen har et fast greb i Svends ene arm, og Svend knuer sin violin og violinbue i den anden.
Reporter Nanna Holst fra TV2 Lorry vimser omkring med en tv-fotograf. Hun skal have billeder af violin-koryfæet i aktion på scenen, og så skal hun interviewe ham efter koncerten.
Da klokken nærmer sig 15.00 byder Ellen Birk Meier velkommen fra scenen på vegne af Little Beat Records. Hun taler indfølt om jazz, som hun udtaler langt og drevent: ’djaaaazz’. Ballet er åbnet: Vi er til release party for Jakob Fischer Trios nyeste cd, hvorpå Svend Asmussen medvirker som gæstesolist.
På scenen er bassisten Hugo Rasmussen og trommeslageren Janus Templeton allerede klar. Mens Ellen taler, går Jakob Fischer rundt mellem bordene som en utålmodig skoledreng, der venter på at vise sin mor, hvad han duer til. Han slår et par akkorder an på sin Gibson-guitar, mens han følger med i Ellens tale, og da han endelig bliver introduceret, kanter han sig lidt kejtet op på scenen. Der klappes. Folk finder hurtigt deres pladser ved bordene.
Jakob Fischer Trio tager hul på den musikalske del af arrangementet, og inden de har spillet fire takter af Duke Ellingtons I Let a Song Go Out of My Heart står det klart for alle tilstedeværende, der måske kunne have haft deres tvivl: Løveburet har en helt formidabel akustik. Instrumenterne træder klart og nuanceret frem igennem luften — det virker nærmest helt naturstridigt med alt det glas, stål og hårde gulvfliser, som Løveburet udgøres af.
Velkommen til jazz-templet på Roskildevej nr. 315 — til autoværkstedet, hvor lys, musik og akustik går op i en højere enhed.
Da trioen har spillet et par numre, er det blevet tid til at få Svend Asmussen på scenen. Det er dette øjeblik, de fleste i lokalet har ventet på.
Svend Asmussen, som optrådte første gang offentligt i 1928; Svend Asmussen, som spillede og optrådte med Joséphine Baker og Fats Waller i 30’erne; Svend Asmussen, som i 1943 bl.a. tilbragte halvanden måned i nazistisk fængsel — i Hauptgefängnis på Alexander Platz i Berlin — mistænkt for at samarbejde med den britiske efterretningstjeneste under sine turnéer i Sverige, og den Svend Asmussen, der i april 1968 indspillede Jazz på Ungerska sammen med det svenske jazz-piano-ikon, Jan Johansson. For bare at nævne nogle få eksempler.
Her står han så i Løveburet i 2008, og nu skal han spille.
Lige før hans violinbue møder violinstregen første gang, er det som om, at luften står stille, som om at folk er holdt op med at trække vejret. Så spiller han. Han får det til at se nemt og ubesværet ud. September Song danser let ud mellem de lyskegler, som solens stråler danner gennem Løveburets metalkonstruktion.
Svends sound er ren og blød, og hans buestrøg er ultra-præcise. Svend Asmussen spiller igen. Og igen. Og folk klapper og hujer.
A sophisticated gentleman plays
Til at annoncere eftermiddagens musiknumre er der opstillet en stor, iøjnefaldende mikrofon på scenen. Svend Asmussen har tilsyneladende et nært forhold til mikrofonen, der ligner én, som Ella Fitzgerald kunne have brugt, da hun indspillede i 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne.
”Nogen af jer har måske lagt mærke til den flotte mikrofon, jeg har stående her. Den købte jeg sidste år i Californien, men den er faktisk præcis magen til den, jeg brugte, da jeg spillede på klub inde ved Rådhuspladsen i København i 1939”.
Han siger det, som om han blot havde sagt: ”Jeg går i kiosken, skal du have noget med?” Selvfølgeligt og hverdagsagtigt. Som om at han altid har været her, og ikke har nogen planer om at skulle indstille karrieren, som det var tilfældet i efteråret 2001, hvor helbredet svigtede en kort overgang, og alle troede, at Svend Asmussens tid som aktiv musiker var slut. Det ville have været forståeligt — han var jo allerede den gang en aldrende mand på 85 år.
Men nej, Svend Asmussen svinger stadig buen. Han kan ikke lade være.
Koncerten fortsætter. Svend Asmussen spiller sammen med Jakob Fischer Trio, som om han ikke har bestilt andet hele sit liv.
På et tidspunkt sætter Jakob Fischer sin guitar fra sig, Janus Templeton lægger trommestikkerne fra sig, og Hugo Rasmussen forlader også scenen. Det er blevet tid til at høre Svend spille en solo.
Han spiller Duke Ellingtons evergreen Sophisticated Lady udsat for solo-violin i et arrangement af ham selv. Der er fuldkommen stille i lokalet — kun Svends violin høres. De gæster, som af en eller anden grund har forladt deres pladser, vover knapt at røre sig.
Reservedelsekspedient Sarah Jørgensen har fået alt for hårde og høje hæle på i dag, og hun tripper uendelig forsigtigt hen over det hårde gulv for at undgå at lave for meget støj. Da hun når hen til toilet-køen ved udgangen, kan hun slappe af igen.
Manden med violinen står på den lille scene spiller sin melodi. Det er hundesvært og virtuost. Men Svend får det igen til at se let ud. Publikum er som frosset fast. Den eneste bevægelse i lokalet synes at være violinbuens bevægelser. Op og ned.
Bag Svend Asmussen, på den anden side af de store tykke ruder, suser bilerne på Roskildevej frem og tilbage. Lydløst. Kun når en motorcykel gasser op, fornemmer man en fjern susen. Løveburet virker som et sted langt fra den øvrige verden — her lever kun musikken.
Foran scenen har jazz-fotografen Gorm Valentin indtaget en akavet positur for at fange musikeren fra en helt rigtige vinkel med sit Nikon-kamera. Han bruger ikke flash, ligesom mange af de andre tilstedeværende pressefotografer. Det gør han sjældent, når han fotograferer under koncerter. Gorm er en diskret fotograf.
Da bifaldet for koncertens sidste nummer er ebbet ud, griber Nanna Holst fat i Svend Asmussen. Ude i receptionsområdet, hvor fotografen har sat sit kamera og lys op, får hun sit interview med violin-manden.
”Hvordan er det at spille med de unge jazz-musikere?”, spørger en storsmilende Nanna, idet hun hentyder til, at der er 52 års aldersforskel på ham selv og Jakob Fischer, der netop er fyldt 40.
Svend Asmussen synes allerede at have hende i sin hule hånd med sin naturlige charme:
”Det er det samme som at spille med gamle musikere. De spiller bare endnu bedre. Det er ligesom, at alle står på skuldrene af hinanden, og det bliver bedre og bedre”.
Den moderne mæcen
Inde i selve Løveburet har gæsterne nu kastet sig over en 13 retters buffet, som er stillet op på to lange borde. Lange køer formes hurtigt, og gæsterne balancerer snart rundt med store tallerkener med små anretninger af bl.a. stenbidderrogncreme i butterdejsskal, wraps med røget tyndsteg mikset med estragoncreme. Og cajun kyllingespyd. Og hvidløgsbruchetta. Dertil flere gratis drikkevarer fra baren.
En lille hær af tjenere og servitricer sørger for, at buffeten hele tiden er præsentabel, og at alle fade og bakker konstant er fyldt med mad.
Mens gæsterne spiser og drikker, begynder Søren Kristiansen Trio at stille op på scenen, hvor et Steinway-flygel står klar til at indgå i de næste par timers jazz.
En lille, firskåren mand går stille rundt blandt gæsterne. Han hilser ind i mellem på nogle, og af og til lytter han kort og koncentreret, når en af husets ansatte kommer til ham og spørger ham om noget. Så giver han sin mening om en sag, og den ansatte piler afsted igen.
Mogens Hjere er til daglig bilforhandler, men to gange om året har han mulighed for at udleve sin passion for jazz-musik på denne måde. Som en moderne kunstmæcen. Han har begejstringen og pengene. Ingen af de tilstedeværende gæster har betalt en øre for at få en af årets største og måske mest eksklusive jazz-oplevelser… i hans bilhus.
I morgen bliver det hverdag igen i bilhuset. Peugeot-bilerne rykker atter ind i Løveburet, og telefonopkaldene til receptionen vil igen handle om bilreparationer og servicebesøg.
En del gæster er allerede på vej hjem, da Søren Kristiansen Trio begynder at spille ved 18-tiden. Arrangementet er dog langt fra slut, og ved 19-tiden dukker Nanna Holst atter op med sin tv-fotograf.
Hun har været hjemme og redigere eftermiddagens indslag, og nu skal hun forberede et direkte indslag, der skal indgå i TV2 Lorrys 19.30-udsendelse. Nanna Holst spejder efter sit næste interview-offer: Hvor var det nu ham Jonny Campbell fra The Harlem Kiddies sad henne?
Der er mere uro i lokalet nu, hvor hovednavnet er væk — der er nu en mere almindelig jazzklub-stemning i Løveburet. Folk snakker og griner og spiser og lytter til musik.
Det er ligesom, at magien er forsvundet. Den 92-årige er taget hjem — the fiddler has left the building.
Note: Siden koncerten i Løveburet i 2008 — og siden denne artikel blev skrevet — er både Svend Asmussen og Hugo Rasmussen gået bort. De blev hhv. 100 og 74 år. © Søren Kristoffer Kløft 2021 / MMXXI / Original-artikel: 2. november, 2008. Repost: 26. februar, 2021.
